KU lancerer stor AI-satsning på 110 millioner kroner

Københavns Universitet (KU) samler nu sine AI-aktiviteter i to strategiske missioner: ’AI på KU’ og ’KU med AI’. Satsningen skal både styrke universitetets egen brug af kunstig intelligens og undersøge teknologiens konsekvenser for samfundet.
Som en del af satsningen udnævnes professor Morten Axel Pedersen til viceprorektor for AI. Han tiltræder 1. september og skal i tre år koordinere universitetets AI-indsats på tværs af organisationen.
”AI er ikke bare et teknologichok, det er ikke bare et produktivitetschok, det er – for universitetet – også et organisationschok. Det udfordrer helt grundlæggende, hvordan vi forsker, underviser og løser vores opgaver. Det giver store nye muligheder og udfordringer i både forskning og uddannelse”, siger rektor David Dreyer Lassen.
Satsningen skal blandt andet give forskere adgang til AI-modeller og beregningskapacitet, mens studerende skal lære både at anvende og forholde sig kritisk til teknologien. AI skal også bruges til at forbedre administrative arbejdsgange.
”Alt skal ikke være AI, men alle skal forholde sig til AI”, siger Morten Axel Pedersen.
KU vil samtidig undersøge AI’s betydning for blandt andet uddannelse, kvalitetssikring, digital suverænitet, etik og regulering.
Fakta
- Investering: 110 mio. kr.
- Viceprorektor: Morten Axel Pedersen fra 1. september
- Varighed: Tre år
- Missioner: ’AI på KU’ og ’KU med AI’
- Nye initiativer: AI-kontor, AI-taskforce, tre AI-labs og fælles AI-infrastruktur.






Accepter kun nødvendige cookies